Ikke alle personer, jeg skriver sange om, havde mødt Jesus ansigt til ansigt – eller Gud. Men Kleofas havde. Han havde vandret med Jesus i de ca. tre år, Jesus gik rundt i Israel. Tænk at have forladt både job, familie og venner, fordi Jesus en dag kom forbi og sagde: “Følg mig!”.
Kleofas havde ikke været i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Han havde givet sit liv til Jesus. Men efter tre år vendte det hele. Euforien fra palmesøndag havde lagt sig med et brag, da Jesus langfredag var blevet korsfæstet. Hvad havde Kleofas nu tilbage? Sin tvivl – og forvirring! Var Jesus slet ikke den, han sagde? Havde Kleofas spildt de seneste tre år af sit liv? Hvad skulle der nu ske med ham og med alle disciplene?
Forestil dig at være midt i sorgen, forvirringen og tvivlen, og pludselig går det op for dig, at lige dér sidder Jesus. Han havde faktisk fulgtes med dig godt stykke tid. Glæden over at se Jesus opstået, glæden og lettelsen over at Jesus havde holdt sit ord. Kleofas må have været ved at sprænge. Det kunne kun gå for langsomt at komme tilbage til de andre disciple og fortælle dem, hvad han havde oplevet.
Læs beretningen om Kleofas på vandring fra Jerusalem til Emmaus i Luk. 24, 13-35
